Det kan være svært at finde på gode retter som hele familien kan lide, når man gerne vil have lidt flere kødløse dage. En rigtig god spansk kartoffelomelet kunne være et godt bud. Det er både en velsmagende og mættende ret, som de fleste både børn og voksne bliver glade for. Og man kan tilsætte lidt af sine rester af enten kød eller grøntsager fra køleskabet i retten, så man får dem brugt, og derved undgår madspild.
Du skal bruge 1 lille finthakket løg, 4 pressede fed hvidløg, 8 æg, 400 gram kartofler i store tern, 1 tsk. salt, en smule friskkværnet peber, 3 spsk. olie, noget hakket persille til pynt.
Start med at snitte løgene i små tern og steg dem derefter på en pande i ca. 5 minutter, så de bliver bløde. Tag dem af panden. Læg kartoffeltern på den stadig varme pande og steg dem, mens de bliver flittigt vendt. De må gerne få lidt stegeskorpe, og de skal blive møre. Derefter skrues ned for varmen og løgene tilsættes. Sæt låg på panden. Æggene piskes sammen med hvidløg, salt og friskkværnet peber. Hæld derefter æggeblandingen over kartoflerne og løgene på panden. Læg låg på igen og skru ned for varmen, så retten bliver “bagt” på panden i ca. 30 minutter. Hvis retten stadig mangler lidt tilberedelse i midten, kan den sættes i ovnen på 175 grader i ca. 5 til 10 minutter. Tilsæt hakket persille på den færdige ret inden servering.
Tip: Giv din kartoffelomelet en spændende smag ved at tilsætte 50 g chorizo pølse i æggeblandingen.